Grønningen 25
1270 København K
Tlf. 33 63 09 00
Fax 33 63 09 29

16. august 2013

Imerco investerer online og udvider samtidig butikskæden

I et stærkt konkurrencepræget marked investerer Imerco nu aggressivt i bedre butikker og ny webshop. Dette gøres for at udbygge positionen som Danmarks største isenkramkæde.

Den fysiske butik har bestemt ikke udtjent sin rolle, som nogle måske ellers forudså i kølvandet på den digitale udvikling - måske tværtimod. Især den personlige kontakt til butikspersonalet er fortsat meget vigtig og tillidsskabende for mange forbrugere. Men det er ikke længere tilstrækkeligt at være fysisk tilstede for at tilfredsstille nutidens forbrugere. Online tilstedeværelse og cross-channel kundeservice er nogle af kravene til fremtidens detailbranche, og der er et udskillelsesløb i gang om at finde det rigtige serviceniveau.

”I en tid, hvor online salg er stærkt stigende og forbrugerne har været presset af finanskrisen, er det altafgørende at kunne tilbyde det bedste fra to verdener. Hos Imerco mener vi, at det bedste er lokal tilstedeværelse, døgnåben webshop, eksklusive tilbud til loyale kunder og selvfølgelig uovertruffen kundeservice alle de steder. Vi mener med andre ord, at fremtidens detailbutik skal give kunderne det bedste fra online og butik, og vi investerer nu i begge dele.” udtaler adm. direktør Frederik Brønnum.

Imerco erobrer nu strategiske nye placeringer ved nyåbninger og flytning af butikker. Allerede i 2013 planlægger Imerco at åbne og forbedre beliggenheden på 10 butikker. Denne udvikling fortsætter i 2014. ”Alle butikker bliver indrettet efter samme koncept, og kunderne vil i højere grad end tidligere opleve appetit på livet hos Imerco. Indretningen bliver med andre ord endnu mere inspirerende, og der er kommet mere plads til gode oplevelser.” tilføjer Frederik Brønnum.

Og det er måske særligt passende, at investeringen, i butikkerne kommer i år, hvor Imerco også kan fejre sin 85 års fødselsdag. Med over 150 butikker i 2013 har Imerco sat sit tydelige aftryk som Danmarks største isenkramkæde. Imerco har det førende sortiment inden for køkken og bord og en af Danmarks absolut største kundeklubber. Imerco forventer at udstede medlemskort nr. 1.000.000 til oktober.

”Vi ønsker at kunne servicere vores kunder bedst muligt. Uanset om det er i en af vores fysiske butikker, over telefonen eller digitalt. Fremtidens forbruger vil handle, der hvor de er, når de har lyst. Derfor har vi netop skrevet kontrakt med en af Danmarks bedste leverandører af e-handelsløsninger, og i foråret 2014 vil Imerco’s kunder kunne handle i en af Danmarks bedste webshops.” tilføjer Frederik Brønnum.

Frederik Brønnum personificerer på mange måder den nye generation af ledere, som er på vej ind i isenkrambranchen. Branchen er kendt for at være traditionsbunden. På mange måder er branchen i samme situation som boghandlerne og musikbranchen, og hvor handlen er truet af nye konkurrenter som eks. supermarkeder. Med Frederik Brønnum som direktør viser Imerco tydeligt, at vi ønsker at være visionære og landets bedste isenkramkæde.

For yderligere information

Adm. direktør Frederik Brønnum, telefon 43201000.

Imerco A/S er Danmarks største isenkramkæde med mere end 150 butikker fordelt over hele landet og en årlig omsætning på over 1 mia. kr. Derudover driver Imerco en af Danmarks største kundeklubber på mere end 900.000 udstedte medlemskort samt en webshop i rivende udvikling.

Imerco blev startet af visionære isenkræmmer helt tilbage i 1928 og fylder således 85 år i 2013. I dag udemærker Imerco sig ved at være den førende butikskæde til køkken og bord og tilbyder danskerne det største udvalg af varer og brands inden for køkken og bord. Denne stærke position kommunikeres under ”Appetit på livet”.

Imerco er et datterselskab i M. Goldschmidt Holding koncernen.

Øvrige nyheder

Tilbage til oversigt