Grønningen 25
1270 København K
Tlf. 33 63 09 00
Fax 33 63 09 29

21. november 2014

Imercos indtjening tordner frem. Vækst i omsætning, bruttoavance og resultat

Imerco A/S, Danmarks største detailkæde inden for salg af produkter til køkken og bord, offentliggør i dag årsresultat for 2013/14 (1. oktober 2013 - 30. september 2014):

  • Vækst i nettoomsætningen på 7 mio. kr. til 1.011 mio. kr.

  • Bruttoavancen forbedret med 46 mio. kr. til 473 mio. kr. Marginalen forbedret med 4,2 % point.

  • Driftsindtjeningen (EBITDA) forbedret med 43 mio. kr. til 53 mio. kr., en vækst på 433 %.

  • Resultat før skat forbedret med 45 mio. kr. til et overskud på 19 mio. kr.

Administrerende direktør Frederik Brønnum udtaler: ”Vi er godt tilfredse med Imercos udvikling det seneste år, hvor vi har opnået markante forbedringer over hele linjen på trods af fortsat svære markedsvilkår. Vi har selvsagt fokus på omkostninger, men begynder at tænke vækst igen. Vi er derfor også meget fornøjede over, at vi har åbnet flere nye butikker i 2013/14, og for nyligt har underskrevet aftaler på yderligere to butikker på attraktive beliggenheder i det centrale København”.

Imercos strategiske platform med fokus på effektiv butiksdrift, massiv online tilstedeværelse, satsning på en større andel af egne varer samt eneforhandlingsaftaler med mærkevareleverandører, har udgjort et stærkt fundament for at kunne levere de gode resultater. Viceadministrerende direktør Søren Bjørn Hansen uddyber: ”Vi forventer at kunne fortsætte den sunde udvikling, som har medført Imerco igen leverer sorte tal på bundlinjen. Kombinationen af moderat omsætningsvækst, højere bruttoavancemarginal og lavere omkostninger er en særdeles effektiv cocktail for en stor detailvirksomhed som Imerco.”

Imercos moderselskab, M. Goldschmidt Holding A/S, har meddelt, at koncernen ændrer regnskabsår til at følge kalenderåret. Imerco vil udsende en revideret årsrapport for hele perioden oktober 2013 til december 2014 sammen med resten af M. Goldschmidt Holding koncernen. Det ureviderede årsresultat for 2013/14 er vedhæftet til orientering.

For yderligere information

Administrerende direktør Frederik Brønnum, telefon 43 20 10 00
Viceadministrerende direktør Søren Bjørn Hansen, telefon 43 20 10 00

Om Imerco

Imerco A/S er Danmarks største isenkramkæde med 150 butikker fordelt over hele landet og en årlig butiksomsætning inklusiv moms på ca. 1,3 mia. kr. Derudover driver Imerco en af Danmarks største kundeklubber, Imerco+, med mere end en mio. medlemmer, samt en webshop, imerco.dk, som er i rivende udvikling.

Imerco blev etableret helt tilbage i 1928 og fyldte således 85 år i 2013. Imerco blev i 2007 omdannet til kapitalkæde, hvor Mikael Goldschmidt nu er hovedaktionær. I dag udmærker Imerco sig ved at være Danmarks førende butikskæde med det største udvalg af varer og brands inden for køkken og bord. Imercos mission er at give kunderne ’Appetit på livet’. Imerco er et datterselskab i M. Goldschmidt Holding-koncernen.

Øvrige nyheder

Tilbage til oversigt